Hvordan foregår psykologsamtaler?
Overvejer du at booke en samtale med en psykolog, og vil du gerne vide mere om, hvad du kan forvente af samtalen og det efterfølgende forløb? Læs med herunder, hvor jeg vil forklare lidt mere om, hvordan det typisk foregår, når man er til samtale ved en psykolog. Jeg tager udgangspunkt i, hvordan det foregår hos mig i min psykologpraksis i Aalborg, men jeg inddrager også mere generel viden, der kan være relevant for alle, der vil vide mere om det at være til en samtale ved en psykolog.

Sådan foregår samtaler med en psykolog
Inden samtalen med en psykolog
En samtale med en psykolog skal altid bookes på forhånd. Nogle psykologer har et online bookingsystem, som jeg selv har. Her kan du booke en tid der passer dig. Andre psykologer booker manuelt deres tider, og kan derfor kontaktes på telefon, mail eller via deres hjemmeside, når du ønsker at booke en tid.
Jeg er psykolog i Aalborg og tilbyder samtaler til voksne, med især stress, angst eller selvværdsproblematikker. Jeg tilbyder også online samtaler. Samtaler kan bookes her.
Lægehenvising eller selvbetaler?
Husk at det ikke er alle psykologer, der modtager lægehenvisninger – sørg derfor for at finde ud af, om psykologen har ydernummer, hvis du vil kunne bruge din henvisning. Du kan finde en oversigt hos Psykologer i Danmark, hvor du kan søge efter geografisk område og få vist de psykologer der har ydernummer.
Der er mange psykologer, der er privatpraktiserende uden ydernummer – heriblandt mig selv. Her er der typisk kortere ventetid, men til gengæld betaler du selv for dit forløb. Ønsker du tilskud fra din forsikring, så husk selv at undersøge med forsikringen om de vil dække dit psykologforløb og om de har særlige krav til, hvilken psykolog du kan vælge.
Påmindelse om aftalen
Når din tid er bestilt og tidspunktet nærmer sig, gør jeg som psykolog det, at jeg sender en automatisk påmindelse til klienten, hvilket typisk sker på e-mail/sms. Påmindelsen sender jeg 1 døgn før aftalen som en hjælp til at huske aftalen. Det kan dog være forskelligt fra psykolog til psykolog om der sendes påmindelser eller om det er noget, man som klient selv skal bede om.
Du vil typisk kunne finde information på psykologens hjemmeside om hvor klinikken ligger, hvor du kan parkere eller hvilken bus, der stopper tættest på. Ellers er det et godt råd at have det undersøgt på forhånd, så du ikke skal stresse over, om du kan nå hen til din psykolog i tide.
Første samtale med en psykolog
Når du møder op til første samtale foregår det hos de fleste psykologer sådan, at du møder op i klinikken og tager plads i venteværelset. Din psykolog vil så komme og hente dig, når det er tid til din samtale.
Det er helt normalt at være nervøs
Det er helt normalt at være nervøs og at opleve blandede følelser i forbindelse med at skulle til den første psykologsamtale. Jeg har efterhånden talt med mange klienter, der var nervøse op til samtalen, men som i slutningen af samtalen giver udtryk for en stor lettelse, fordi samtalen gik meget nemmere, end de havde forventet. Det er altid en lettelse når man finder ud af, at psykologen også bare er et menneske, og at han/hun bare vil hjælpe og lytte.
Læs mere her, hvor jeg har skrevet mere uddybende om, hvad du kan forvente, når du kommer til den første samtale i min psykologpraksis i Aalborg.
Typisk vil første samtale gå med forventningsafstemning, praktiske informationer til dig fra psykologen og at I sammen finder ud af, om det giver mening for dig med en samtale nummer 2.
Er der den rette kemi mellem dig og psykologen?
Husk at mærke efter om du synes kemien er der. Hvis ikke, så er der intet forkert i at fortælle til psykologen, at du ikke synes det føles rigtigt. Der er ingen grund til at fortsætte, hvis du allerede i første samtale kan mærke, at det ikke er det rigtige for dig. En god psykolog vil respektere dette fuldt ud – og evt. komme med anbefalinger til andre mulige psykologer eller behandlere. Det gør jeg selv meget gerne i min egen klinik, hvor jeg tilbyder gratis forsamtaler, der netop har til formål, at du som klient kan mærke efter om du har lyst til at have mig som din nye psykolog.
Samtaleforløb hos en psykolog
Når du kommer hos psykologen til 2. samtale, vil I typisk følge op på, hvordan første samtale var for dig. Måske har psykologen nogle supplerende spørgsmål til dig, som kan være relevante for at forstå dig og din situation bedre.
Alt efter hvad I har aftalt under den første samtale og i jeres indledende snak, så vil I herefter typisk begynde at dykke ned i den problemstilling, du er kommet med. Måske har I allerede aftalt, hvad I skal arbejde med til 2. samtale, eller måske har du selv gjort dig nogle tanker om, hvad du helst vil starte med at tale om. Ofte sætter den første samtale en masse tanker i gang, og det kan derfor være, at du har fået øje på flere temaer og perspektiver, som du ønsker at snakke med psykologen om.
Jeg vil anbefale dig, at du sætter ord på det overfor din psykolog, så psykologen er klar over, hvad der er vigtigst for dig at fokusere på, og så I sammen evt. kan justere på det planlagte. Det vigtigste er nemlig, at samtalen og det I taler om, giver mening for dig, og at det føles relevant her og nu. Derfor er det altid vigtigt at give udtryk for det, hvis du har et særligt emne eller tema, du gerne vil snakke om.

Indledning af samtalen
Typisk gør jeg selv det, at jeg indleder samtalen med at spørge ind til, hvordan det er gået for klienten siden sidst, og hvad der er vigtigt for klienten at tale om i dag. Det giver klienten mulighed for at fortælle, hvis der er sket noget stort/svært/vigtigt. Jeg prøver dermed altid at spore mig ind på, hvad der fylder hos min klient. Det vil dermed aldrig være mig der styrer, hvad vi skal tale om – men det er til gengæld min fornemmeste opgave at sikre at vi for eksempel holder tiden, ikke kommer ud af for mange tangenter og at vi evaluerer på det, hvis vi bevæger os for langt væk fra det tema, vi oprindeligt aftalte at arbejde med. Det er nemlig vigtigt at vi begge er klar over, hvad vi arbejder hen mod, og hvad der er vigtigst for dig at fokusere på – så vi undgår at tage fat i for meget på én gang.
“Hvad er vigtigt for dig at tale om i dag?”
Ved at spørge direkte om, hvad der er vigtigt for klienten at tale om i dag, sikrer jeg mig, at dagens samtale kommer til at dreje sig om noget, der er centralt for min klient. Der kan findes andre psykologer, der gør det på en anden måde, men for mig har det værdi, at det er klienten, der vælger dagens emne.
I forbindelse med indledningen af samtalen og forventningsafstemning i forhold til dagens emne, så kan jeg også finde på at spørge klienten:
“Hvad tog du med fra sidste samtale?”
“Jeg kan huske, at X sidste gang fyldte meget for dig, og at vi talte om fordele og ulemper ved at gøre Y. Hvor er du lige nu i forhold til den problemstilling?”
“Hvis vi skal vælge ét tema at fokusere på i dag, har du så en fornemmelse af, hvad det skal være?”
Der kan dermed være flere forskellige spørgsmål, jeg bruger til at indlede samtalen med, og det kan se forskelligt ud, alt efter hvem klienten er og hvor nemt eller svært klienten har ved at sætte ord på sine udfordringer og ønsker til dagens samtale. Som psykolog tilpasser jeg derfor mine spørgsmål, så jeg hjælper klienten bedst muligt til at reflektere over sin egen proces og udvikling.

Hvor mange samtaler skal man have ved en psykolog for at få det bedre?
Det er et rigtig godt spørgsmål, men der findes ikke et entydigt svar. Mennesker er forskellige og de problemstillinger, man kan henvende sig med til en psykolog, er også forskellige. Derfor kan forløbets varighed være meget individuelt. Som psykolog er det dog min erfaring, at mange får det bedre i løbet af 4-5 samtaler, hvis der er tale om lettere problemstillinger. Det kan fx være enkelte stresssymptomer, lettere angst eller lignende udfordringer, som typisk ikke indebærer, at du er sygemeldt fra arbejdet eller studiet. Nogle har kun brug for 1 eller 2 samtaler.
Andre har et længere forløb der kan vare flere måneder eller år. Det er derfor meget individuelt hvor mange samtaler der skal til før man igen føler sig klar til at være på egen hånd og slippe psykologsamtalerne.
Parat til forandring?
En anden faktor der spiller ind for forløbets varighed er i høj grad også din egen motivation for forandring. Er du villig til, og i stand til, at begynde at handle anderledes? Forandring er aldrig nem, men hvis du ikke selv er motiveret, så vil dit udbytte af psykologforløbet også være det mindre – uanset hvor dygtig en psykolog, du kommer hos.
Økonomi
Derudover kan en faktor som økonomi også have en stor betydning, hvis du selv betaler for dit samtaleforløb. Tal med din psykolog om det, hvis du på forhånd ved, at du fx max har råd til 1 samtale pr. måned, eller 5 samtaler i alt. På den måde kan I få forventningsafstemt, hvad der er realistisk at nå på fx 5 samtaler, og dermed har I et godt udgangspunkt for at få sat et godt og hjælpsomt forløb sammen.
Hvor lang ventetid er der på en psykolog?
Hvis du søger en psykolog, hvor du kan bruge din lægehenvisning, så kan der typisk være nogle måneders ventetid. Du kan finde en oversigt her over de psykologer, der har ydernummer og tager imod lægehenvisninger. Du kan vælge dine præferencer i forhold til landsdel, kommune og om du søger en psykolog med eller uden ydernummer.
Ydernummer, autorisation og muligheder for tilskud
Vælger du en psykolog uden ydernummer er ventetiden typisk kortere, men vær opmærksom på, at du ikke kan bruge din henvisning der og dermed ikke kan få tilskud til forløbet fra sygesikringen.
Er du selvbetaler, kan du helt frit vælge om du vil gå hos en psykolog med eller uden autorisation. Vær dog opmærksom på at du kun kan få tilskud fra “danmark” når du går ved en autoriseret psykolog. Undersøg desuden på forhånd med din forsikring, hvis du har en sådan, om den dækker frit psykologvalg – og om du dermed selv kan vælge om du vil gå hos en psykolog med eller uden autorisation.
Du kan også finde en oversigt over uddannede psykologer, der alle er medlemmer af Dansk Psykolog Forening her.
Søger du en psykolog i Aalborg eller online?

Mit navn er Amanda Hansen og jeg arbejder med voksne og unge over 18 med problematikker såsom stress, angst, depression og lavt selvværd.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du søger en psykolog i Aalborg centrum eller online. Jeg har ikke ydernummer og tager derfor ikke imod lægehenvisninger – men jeg har aktuelt kort ventetid og kan typisk tilbyde en tid indenfor 1-2 uger. Du er meget velkommen til at læse mere om mig eller booke en tid med det samme.